Pragmatisk pluralitet – ledelse der hilser (kritisk) tænkning velkommen

Filosoffen Richard Bernstein introducerede for snart mange år siden et interessant begreb Den cartesianske angst – angsten for, at hvis vi ikke har sikker viden, så har vi ingen viden overhovedet (Bernstein 1983:18). Begrebet introducerede han som en respons på dominansen af den viden, som kalder sig selv evidensbaseret, og som er blevet en dominerende magtfaktor både i politik og i virksomheder. Bernstein er interesseret i, hvad han mener er en falsk modstilling mellem ’sikker viden’ og ’kaos’; en modstilling, som e aktuel i lyset af pandemihåndteringen, men som også har en bredere relevans i ledelse, grundet det latente potentiale for, at videnskaben begrunder og legitimerer beslutninger, hvis indhold og konsekvens overskrider, hvad denne videnskab i sin snæverhed bør diktere.

Det er efterhånden blevet alles forventning, at beslutninger med store implikationer må træffes på et evidensbaseret grundlag. Forventeligt har regeringens pandemi-håndtering derfor også været baseret på analyser og udregninger fra eksperter. Læger, virologer, epimediologer og matematikere har i hidtil uset grad indtaget mediebilledet, og deres ekspertudsagn lægger grunden for de sundhedsfaglige anbefalinger, som politiske beslutninger baseres på.

“Det er sundhedsmæssigt forsvarligt …”

Disse videnskaber har været en afgørende byggesten i regeringens arbejde – senest med genåbningen. På pressemødet, hvor regeringen meddelte, at 0.-4. klasse kunne komme tilbage til skolen, var det med begrundelsen, at det var sundhedsmæssigt forsvarligt i lyset af de beregninger, som eksperterne havde foretaget. Genåbningen blev ikke legitimeret med reference til de omkostninger, det også har at holde skolen lukket, men alene med fokus på det sundhedsmæssigt forsvarlige i at åbne op, og mulighederne for fortsat epidemikontrol. Og da det for nyligt blev bekendtgjort, at der kunne åbnes mere op, var det igen med en reference til eksperters beregninger af en kalkuleret risiko, som kan bringe os på 870 indlagte med corona i april.

Udover at udgøre en altafgørende byggesten i beslutningen om genåbning, så udgør denne viden også en altafgørende byggesten i svaret på kritiske spørgsmål til regeringens genåbningsplan. Et af spørgsmålene lyder: Hvordan giver det mening, at en skole på Læsø, hvor der ikke er nogen smittede skal holde lukket, alt imens skoler i Nordjylland og Vestjylland godt kan åbne? Og svaret lyder, at de matematiske beregninger af genåbningen handler om det samlede smittetryk ud fra de forslag, der er regnet på.

Her begynder den hermeneutiske cirkel at lukke sig om sig selv, og for en ganske almindelige skoleelev på Læsø – og måske for mange er det et argument, som strider mod sund fornuft. Og det er her, det bliver interessant, for hvad stiller vi op, når ledere træffer evidensbaserede beslutninger, som strider mod sund fornuft?

Gennem et år er vi blevet inviteret til, at ’gøre som der bliver sagt’ snarere end at bruge vores sunde fornuft. Helt i starten af pandemien florerede et opslag på de sociale medier, hvor der var et billede af Søren Brostrøm, en oplistning af hans CV samt teksten ”Hvis Søren siger hop, så spørger du ikke hvorfor, men hvor højt”. Siden da har den offentlige debat været præget af en udskamning af dem, der ikke accepterer lydighedsidealet, men insisterer på at bruge deres sunde fornuft, deres evne til at tænke kritiske tanker, deres dømmekraft.

Den indre strid mod at handle i blind lydighed

Henover efteråret og vinteren har der imidlertid været en langsomt dalende opbakning til regeringens corona-håndtering.

Et bud på hvor denne dalende opbakning kommer fra, er at flere og flere begynder at opleve en indre strid imod blindt at ’gøre som der bliver sagt’ – at lægge den kritiske tænkning i bero, at stoppe med at udøve dømmekraft og at stole på sin sunde fornuft, selv når beslutninger ikke giver mening. Måske begynder flere og flere at opfatte modstillingen mellem ’sikker viden’ og ’kaos’ som falsk.

Gode kritiske spørgsmål melder sig: Kunne man udvikle tilgange til genåbningen som beror på en mere decentral tilgang? Kunne man udvise en større tillid til befolkningens egen dømmekraft? Kunne man lave nogle regler som var mindre firkantede, og som tog mere udgangspunkt i lokale forhold hvad angår smitte? Og måske allervigtigst – kunne man forholde sig til konsekvenserne af nedlukningen i en mindre smal målestok, og i højere grad tage de mange forskellige horisonter med i betragtning – sundhedsmæssige, mentale, økonomiske?

I den snævre evidensbaserede logik, som regeringen ensidigt har baseret deres beslutninger på frem til nu, hvor intet kan åbne, medmindre der er en beregning, som legitimerer en sådan åbning, da er disse spørgsmål skudt helt forbi skiven. Men måske er det tid til at overveje konsekvenserne af en så snæver forståelsesramme. Måske er det på tide at begynde at anvende en mere pragmatisk logik, hvor beslutninger træffes på et grundlag, der er langt bredere, og som tager langt flere faktorer i betragtning. Bernstein opsummerer den pragmatiske position på følgende måde:

… the pragmatic thinkers reject the grand Either/Or of the Cartesian Anxiety. We are not confronted with the alternative of ultimate fixed foundations or a foundationless relativism (Bernstein 2010:55).

Pragmatisk pluralisme

En frygt for relativisme og tab af kontrol har ellers – måske forståeligt nok – givet næring til den kollektive frygt under pandemien.

Men hvad er da – ifølge Bernstein – alternativet til at handle på baggrund af den Cartesianske angst? Bernstein henter inspiration hos en anden af pragmatismens filosoffer, William James (1977) som var varm fortaler for det, han kaldte pragmatisk pluralisme. James mente, at distinktionen mellem monisme og pluralisme er den mest betydningsfulde distinktion i filosofien. Helt afgørende i situationer, hvor man træffer beslutninger af stor kompleksitet bliver evnen til at medtage så varieret en pluralitet af perspektiver som muligt, snarere end at ty til snævre, monistiske løsninger. James (1979) skriver om den blindhed og manglende sensitivitet, som opstår når man undlader at gøre en indsats for at leve sig ind i, hvordan verden føles og opleves fra andres perspektiver. For Bernstein (2010) er dette hverken en slap eller sentimental pluralisme, men det er en pluralisme som kalder på kritisk engagement med andre perspektiver – det er en engageret pluralisme.

Når vi i Danmark er førende på mange væsentlige parametre, så er det ikke fordi, vi udmærker os i lydighed, hvor en snæver gruppe i toppen dikterer massens adfærd gennem et snævert evidensbaseret grundlag, som alle køber ind på i blindhed. Det er derimod fordi vi har en lang og stolt tradition for at skabe plads til, at vi gennem engageret og kritisk dialog, med plads til forskellighed kan lytte, tale, reflektere og bliver klogere sammen.

Fællesskaber med denne type samtale spirer frem i mange sammenhænge. Aller stærkest bliver sådanne demokratiske processer, når ledelsen går foran og skaber rammerne. Her handler ledelse om så uendelig meget mere end at have (en illusion om) kontrol baseret på evidensbaseret viden. Den måske vigtigste ledelsesopgave er at skabe og opretholde en engageret samtale, som kan rumme den pluralitet af konkurrerende forståelser og idéer, som udspiller sig i et givent fællesskab.

Litteratur

Bernstein, R.J. (1983). Beyond Objectivity andRelativism: Science, Hermeneutics, and Praxis. University of Pennsylvania Press, Philadelphia

Bernstein, R. K. (2010). The Pragmatic Turn. Polity Press, Cambridge

James, W. (1977). A Pluralistic Universe. Harvard University Press, Cambride, Mass.

James, W. (1997). The Writings of William James, ed. J. J. McDermoss. University of Chicago Press, Chicago

Del denne side

Skriv en kommentar